En byhistorisk mosaik. Festskrift til Jørgen Mikkelsen.

Samfundet for dansk genealogi og Personalhistorie har udgivet et festskrift til Jørgen Mikkelsen i anledning af hans 60-års fødselsdag 17. juni 2019. Redaktionen består af Stella Borne Mikkelsen, Anne Dorthe Suderbo, Michael Dupont og Mikkel Thelle.

Jørgen Mikkelsen arkivar og seniorforsker i Rigsarkivet og er en af drivkræfterne inden for dansk byhistorie. Han har gennem tre årtier udforsket et utal af emner med 1700-tallets by som omdrejningspunkt, og han har haft stor betydning for mange kolleger og interesserede i byhistorie. Den røde tråd i festskriftet er derfor artikler, der på den ene eller anden måde knytter sig til byhistorien.

Michael Bregnsbo skriver om, hvordan Karl Gustavkrigene har været erindret i danske købstæder siden 1800-tallet. Henning Bro skriver om Bispeengbuen i København som et element i den væksteuforiske planlægning i 1960-erne. Søren Bitsch Christensen skriver om kornudskrivningskomiteen 1820-1828 og den skjulte statslige handel med korn. Tommy P. Christensen skriver om flyvningens rolle i København gennem den 20. århundrede. Michael Dupont skriver om spredningen af pesten 1600-1604. Finn Einar Eliassen skriver om sit samarbejde med Jørgen Mikkelsen og det nære venskab som historisk metode. Erik Gøbel skriver træk af Køge havn og søhandels historie i ældre tid. Hans Schultz Hansen skriver om Flensborg i brydningstiden 1919-20. Christian Larsen skriver om købstadens uddannelsesmarked og skoleaktører 1850-1950. Charlotte Lindhardt skriver om Hernings erhvervsliv, herunder den særlige Herningånd. Stella Borne Mikkelsen skriver om storbyens kirkegård. Erik Nørr skriver om skoleforhold for landsbybørn og storbybørn i 1950’erne. Karl Peder Pedersen skriver om småtyve og politistikkere i guldalderens København. Kenn Tarbesen skiver om Nexø-borgmesterens kamp for etablering af en svensk fiskefabrik i 1959, og Nete Balslev Wigender skriver om rottekrigen omkring år 1900.

Som det fremgår af denne opremsning kommer vi langt omkring inden for byhistorien i dette festskrift. Trods artiklernes forskellighed i form og indhold virker resultatet helstøbt. Bogen indeholder endvidere en publikationsliste over Jørgen Mikkelsens arbejder 1986-2019 og er i alt på 342 sider.

Om Poul Steen

Formand for Alfred Good's Fond
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Udgivelser og tagget , , , . Bogmærk permalinket.