Kildeskriftselskabet, som er det korte navn for Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie, har udgivet nogle udvalgte skrifter af Henning Munch Engelhart (1757-1791). Engelhart var en norskfødt præst, astronom, sprogforsker og koloniserings-projektmager, som blandt andet opholdt sig i Trankebar i de fire sidste år af sit liv.
Publikationen første egentlige afsnit er en biografisk oversigt over Henning Munch Engelharts liv fra dets begyndelse i en præstegård i det centrale Norge nogle hundrede kilometer syd for Trondheim, over hans studier på Københavns Universitet, teologisk embedseksamen, skibspræst på Asiatisk Kompagnis skib, Dronning Juliane Maria, ansættelse som kongelig astronom og endelig præst ved Zions kirke i Trankebar med astronomiske forpligtelser. Han var endvidere dybt optaget af muligheden for at få mere ud af den dansk-norske besiddelse af Nikobarerne og endte sit liv på en ekspedition dertil fra Trankebar i foråret 1791.
De udgivne kildetekster omfatter blandt andet uddrag af hans dagbog fra skibsrejsen til Kina, samtaler i det malaysiske sprog, en del optegnelser og rejsejournaler vedrørende øgruppen Nikobarerne, årsberetninger om Trankebars astronomiske observatorium og tanker om oplysnings udbredelse bland “Indianerne”. Et meget blandet, men interessant samling skrifter, som både giver faktuel indsigt i livet og handelen i Dansk Ostindien og ikke mindst indsigt i en samtidig persons tanker om det.
Udgivelsen er et resultat af et samarbejde igennem flere år mellem Lise Groesmeyer, Niklas Thode Jensen og P. S. Ramanujam og er, som det ofte er tilfældet med Kildeskriftselskabets udgivelser, forbilledlig omhyggeligt præsenteret. Først er der naturligvis selve kildeteksterne, som inden for hvert område understøttes af en vægtig indledning, som sætter dem ind i en forståelig kontekst. Derudover er der den ovenfor nævnte biografiske indledning, ordliste, oversigt over lokaliteter, oversigt over personer, oversigtskort m.v.
Værket er som nævnt udgivet af Kildeskriftselskabet. Det er på 507 sider med noter, arkiv- og litteraturlister, sted- og personregistre.