Danmarkshistorien er udgivet

Danmarkshistorien

En tværfaglig gruppe af arkæologer, etnologer og historikere ved Saxo-instituttet på Københavns Universitet har via Gads Forlag udgivet en kort danmarkshistorie, som på en god måde giver et nyt overblik over de vigtigste temaer i dansk historie.

Den røde tråd er levevilkår og livsformer fra oldtiden til i dag, tegnet på baggrund af de strukturer, som blev dannet af den politiske og økonomiske historie. Man kan læse om bygninger og boliger, hustand og familie, erhverv i byen og på landet, om samfundets stænder og klasser, om nye, vigtige ideer i tiden.

Bogen er bygget kronologisk op i fem kapitler: 1. Istid til middelalder, 2. Danmarks opståen i Europa – middelalder, 3. De danske kongers stat – 1400-1848, 4. Industrialder, klassesamfund og ekspansiv stat – 1848-1960, 5. Urbanisering og forstærket globalisering – 1960 til i dag. Layoutet blander hovedtekst, temabokse og billeder med fyldige billedtekster. Bogen er på i alt 416 sider og afsluttes med en omfangsrig litteraturoversigt, en illustrationsfortegnelse, et navneregister og et stedregister.

Om Poul Steen

Formand for Alfred Good's Fond
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Nyheder, Udgivelser og tagget , . Bogmærk permalinket.